Det er altid en fornøjelse at se noget gro. En særlig een af slagsen er det, når et af mine genoplivningsforsøg, som jeg Kalder det, lykkes. Det er når, jeg på supermarkedernes udereoler ikke sjældent får øje på forsømte vækster, som ikke blot kalder, men skriger på vand, lys og anden pleje. Sådanne planter, som man kan erhverve for billige penge,er for mig så vanskelige at gå forbi. Jeg synes at kunne høre, at de på det nærmeste kalder på mig og føler mig som en sand Florence Nigtingale, når en livstræt plante placeres i bagagerummet.

I vores sommerferie sidste år fandt mit blik vej til en sådan en misrøgtet rose. Jeg insisterede på, at den sagtens kunne tildeles en plads i den stopfyldte bil, hvis oppakning afslørede, at der var dømt sommerhusferie i år. Rosen tilbagelagde hjemturen på 150 km mellem mine fødder. Den kvitterer nu med den fineste blomst og dejligste duft der rækker op over alt det grønne. Og betaler således prisen for de forrevne ben jeg pådrog mig på hjemturen.  

 To nye knopper fortæller, at der er endnu mere at glæde sig til og glæde sig over. Genoplivningsforsøget er lykkedes. Jeg kender ikke navnet på rosen, måske er det også ligegyldigt?