Som vi allerede så i begyndelsen af 2021 med håndboldlandsholdet VM-triumf, ved vi, at sport kan bevæge folk. At det danske fodboldlandshold har været et samlingspunkt for nationen, er derfor ikke overraskende. Derimod er måden, som Landsholdet har samlet os alle på bemærkelsesværdig, ligesom det bør noteres, at landsholdet har samlet os på en forstærket måde. Det skyldes flere ting.

For det første har coronasituationen været en ekstremt vanskelig periode for mange. Siden Danmark lukkede ned i marts 2020 har landet og danskerne været præget af pandemiens skyggesider. Det drejer sig om bl.a. isolation, udfordrende rammebetingelser for arbejde, skolegang og andre af hverdagens typiske aktiviteter samt såvel økonomiske bekymringer som sygdommens grimme ansigt med dødsfald til følge.

At vi så som nation var mere end klar til at bakke op, da Danmark stod overfor Finland som den første modstander under EM, giver mening. Sport og i særdeleshed fodbold som den mest populære sportsgren på globalt plan er netop et samlingspunkt. Fællesskab, spænding, drama og en eskapisme fra hverdagens trummerum er blandt nogle af de motivationsfaktorer, som understøtter vores fanengagement.  Det har været i spil og er blevet forstærket i takt med turneringens progression.

Starten på EM-turneringen og den eftersøgte fremdrift blev dog stoppet for en stund, da den største stjerne på landsholdet Christian Eriksen pludselig faldt om i første halvleg mod Finland. En tragisk hændelse. Ikke mindst for Eriksen og familien, men også for alle tæt på ham og landsholdet. En begivenhed der også satte sine spor på stadion og hjemme i stuerne, hvor folk i alle aldre, inkl. børn sad klistret til skærmen og havde adgang til et menneskeligt drama, der heldigvis endte godt, da Eriksen hurtigt kom under kyndig behandling.

Landsholdet stod i orkanens øje med en holdkammerat, der i en periode svævede mellem liv og død. En usædvanlig hård situation at stå i. Fodboldspillere på professionelt niveau er altid udsat for pres, men det her rykkede grænserne til det ekstraordinære. Konteksten for at præstere, da spillerne senere samme aften kom på banen igen, da de havde fået vished om, at Eriksens tilstand var blevet stabiliseret, og han var i gode hænder på hospitalet, var nærmest umulig. De første 90 minutters fodbold for det danske landshold under dette års EM var derfor en surrealistisk oplevelse, som endte med sejr til Finland.

Det var dog et forvandlet dansk landshold, der vendte tilbage mod Belgien i en fantastisk kulisse på hjemmebanen i Parken (også en forstærkende effekt). Med sublim opbakning fra de fremmødte fans, der også inkluderede en stor hyldest til Christian Eriksen, var det et landshold, der var rykket endnu tættere sammen i bussen, som gik på banen. Et landshold, hvor en ny meningsgivende fællesnævner for holdet var at spille for Christian Eriksen. Med besnærende offensiv fodbold og mange gode chancer satte Danmark sig hurtigt på spillet, men uden den fornødne offensive skarphed i udnyttelsesfasen, kom Belgien desværre tilbage i kampen og fik vendt den danske 1-0 føring til en belgisk sejr på 2-1 efter indskiftninger af verdensstjerner som Axel Witsel, Eden Hazard og Kevin De Bruyne. De danske drenge stod nu uden point efter 2 kampe, men havde vundet en masse hjerter via seværdig offensiv fodbold, deres evne til at italesætte og håndtere de vanskelige omstændigheder og følelser omkring Eriksen samt ved at vende hele den omtumlede periode mellem de to kampe til en carpe-diem situation. Heri er meningen netop, at livet gribes, og momentet bliver et spørgsmål om at søge og udfolde momentum og dermed den søge at fremelske den fremdrift, som er vigtig og en allestedsnærværende kraft i den identifikationsgrad, som fodboldfans køber ind i.

Apropos pres var dette ikke blevet mindre til tredje og sidste gruppekamp mod Rusland, hvor en sejr var det altoverskyggende mål. Presset blev forvaltet med en 4-1 sejr til følge.

Spillerne havde rejst sig på solid vis med et eftertragtet resultat som belønning til trods for, at starten på kampen ellers havde været famlende. Det var skønt at være dansk i Parken mandag den 21. juni 2021. Jeg har set mange fodboldkampe, inkl. Champions League finaler, og til trods for, at der kun var 25.000 tilskuere i Parken denne smukke aften, så opstod der en sammensmeltning af flere faktorer, der får mig til at sige, at jeg aldrig har oplevet en federe tilskueroplevelse i fodboldens univers.

IMG_4165

Denne cocktail af begivenheder har dannet et fundament, hvor den menneskelige sårbarhed smelter sammen med de positive forhåbninger, som fodbold som fælles ramme er genstand for. Livet er vigtigt. Fodbold er vigtigt og giver næring (og dermed liv) til vores livsførelse. Den positive synergi, når flere positive faktorer indgår i samskabelse, bør dog være læringen her. Landsholdet har med deres tanker (som de også på smukkeste vis åbent har italesat) og handlinger skabt en følelsesmæssig rutschebane omkring EM, som har revet den ganske befolkning med på en indtil videre mindeværdig rejse. Alene landsholdstrøjen, som i disse dage er synlig i alle dele af Danmark, symboliserer et nyt narrativ. At spille for sin(e) holdkammerat(er), at spille for fædrelandet, for Danmark, for danskerne og i smukt samspil med befolkningen etablere mindeværdige øjeblikke (på baggrund af ovennævnte faktorer) bliver et spørgsmål om, at erkendelse er første skridt til en ny virkelighed (carpe diem) samt, at vi alle sammen med landsholdet i spidsen i en fodboldsommer som denne kan danne en ny fælles bevidsthed i Danmark.

At landsholdet kan lægge gaderne øde og fylde dem igen med euforiske danskere er ikke noget nyt for os, der er gamle nok til at huske såvel EM i 1992 som de glade dage i 1980erne. Sjældent opnår noget i Danmark så meget opmærksomhed, som det landsholdet kan samskabe med befolkningen under en stor slutrunde, hvor god performance hurtig bevæger folket i den rigtige retning – og da særligt når der er nogle forstærkende faktorer på spil oveni spillet på banen.

Mine egne drenge på 6 og 9 år har set med fra forreste række i år. De skulle ud i haven at lege, da Eriksen faldt om, men er siden vendt tilbage og har deltaget med stor ind- og medlevelse i det danske heppekor. De spiller i forvejen fodbold og følger spillet på og udenfor banen med alt, hvad det indebærer af YouTube-klip, samlekort og plakater på værelset.  Nu er de så samtidig blevet en masse dejlige fodboldoplevelser rigere. Landsholdet er en vigtig medspiller i denne proces. Mine drenge husker og snakker nu også om, at ham Joakim Mæhle fra ØsterVrå med ydersiden er vild, at Mikkel Damsgaard fra Jyllinge godt nok er kreativ og tør spille spillet, mens de har jublet om kap, da Kasper Dolberg fra Voel tonede frem på skærmen og viste, at han er kold som jordbæris på en varm sommerdag, når han får chancen og derfor kan overbevise de storklubber, der allerede var begyndt at røre på sig, da han i en tidlig alder bragede igennem i Ajax, inden han desværre røg ind i diverse skader. Disse minder om en sommer med fodboldlandsholdet har allerede brændt sig fast på nethinden af mine drenge, og det er noget af det, som fodboldlandsholdet kan bedre end de fleste sportsprodukter.

Denne evne, og det, at vi som danskere er en stor del af noget, som resten af den store verden også bruger tid og energi på, giver en følelse af samhørighed, fællesskab og stolthed. Det er også denne danske identitet og disse følelser, som landsholdsspillerne og Kasper Hjulmand og resten af staben med sikkerhed tager med sig til kampen i aften.

 Vi er en nation, der også nyder frihed, og Hjulmand og landsholdet har hjulpet med at sætte os fri denne sommer – at give os et frirum fra pandemien, at turde tænke tanker udover den menneskelige sårbarhed samt at vidne os om, hvordan fællesskab og det at være noget for hinanden og for andre kan skabe gode relationer og gunstige resultater. Det er værdibaseret ledelse i yderste potens og et lederskab, der virkelig sætter retning, er meningsgivende og giver følgeskab.

Fodbold, også kampen mod England i aften, er en mulighed – en mulighed for at få bygge på med endnu flere mindeværdige oplevelser. Vi har tidligere set et dansk landshold blive mødt af manglende forståelse, når der har været kampe udenfor banen, som f.eks. konflikter mellem forbund og spillerforening. En ny virkelig med øget åbenhed har pludselig skabt en anden fortælling – en fortælling med centrale aktører i øjenhøjde med befolkningen, og en fortælling, hvor vi, til trods for fodboldens samlede bevægelse over tid væk fra tidligere tiders public service domæne, jo ser nogle spillere, der spiller sammen med befolkningen og udviser en enorm stolthed ved at bære de danske farver. Denne fortælling skaber helte blandt mine børn og mange andres.

Et land (Danmark) med kun ca. 1/10 af Englands befolkningsgrundlag står pludselig ansigt til ansigt med de engelske fodboldstjerner på en stor scene på fremmed græs på mægtige Wembley i aften. Disse danske drenge er både helte og rollemodeller for diverse generationer af danskere, og vi vil med glæde følge med, heppe og klappe med klaphatten. Det er en generation af danske drenge, som har modet, evnerne og formatet til at danne (og/eller uddanne) kommende generationer, anført af en tilsyneladende stærk og åben leder i Kasper Hjulmand. Stærke ledere skaber grobund for stærk ledelse og lederskab, og det har vi også set i kulturen omkring landsholdet fra spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær m.fl. Det signalerer en kultur, hvor åbenhed, også på det følelsesmæssige plan er tilladeligt, og det klæder holdet, DBU og de respektive brands i denne fortælling. Samtidig er det meget foreneligt med den tidsånd, som vi lever i, hvor transparens og positive værdier om at være noget for ikke bare sig selv, men også for andre og for samfundet er et clash med den individualiseringstendens, som vi ikke kan leve af isoleret set på lang sigt. Derimod kan det individuelle trods alt kan være med til at vække momentum i dette samspil med den kollektive bevidsthed. Ansvar og ansvarsbevidsthed er tidens trend, og her kan landsholdet løfte noget på sigt, som også kan smitte positivt af i en hybrid brandingramme.

Once criticised for his performances on the pitch and later demonised for his behaviour off it, Simon Kjær has suddenly received the love of the nation.
My piece for @TheAthleticUK . https://t.co/Kx9KSXGorr

— Morten Glinvad (@MortenGlinvad) July 7, 2021

He’s got a point. Nice one @kschmeichel1 https://t.co/dKdOaZIdhM

— Gary Lineker (@GaryLineker) July 6, 2021

Landsholdet har allerede gjort os danskere stolte, men jeg håber, at vi også rejser videre mod finalen efter i aften. En ting er i hvert fald sikker. Vi rejser videre sammen som danskere uanset resultatet i aften. Tak til de danske fodbolddrenge for at sparke bolden i den rigtige retning mod en positiv kollektiv bevidsthedsgørelse i en coronapræget tid og for at skabe gode sommerminder. Tak for at vise, at den store fordel ved at være associeret med et sportsbrand er evnen til at engagere sig i den passion, som bevæger folk positivt. Denne sommer er vi alle i en BIRGing-tilstand, hvor vi kender vigtigheden af at ’to Bask In the Reflected Glory’, men det handler ikke bare om at vinde, men om at performe og producere succes på en smuk og ekstraordinær måde.

[1] Laursen Brock, J. (2019). En æressag for Kasper Hjulmand: Fodbold er for folket. Det er så fedt, at der er 5,5 mio. landstrænere. Politiken. Tilgået den 10. august 2019: https://politiken.dk/sport/fodbold/art7251823/%C2%BBFodbold-erfor-folket.-Det-er-s%C3%A5-fedt-at-der-er-55-millioner-landstr%C3%A6nere%C2%AB

The post Fodbold, fædreland og følelser – fodboldlandsholdet har ramt noget i os alle appeared first on Kenneth Cortsen.